Der er fokus på
Havebloggen. Mandag – om alt går efter planen – bliver den nævnt i ugebladet `Søndag´. Jeg er rigtig glad for at blive spurgt, og for at Havebloggen får dette “blå stempel”. Væsentligt er det i hvert fald for mig at fylde denne blog med
inspirerende læsning, smukke billeder og god viden om haven. Jeg er jævnligt ved tasterne for at
byde nye medlemmer af “Haveklubben” velkommen. Det er sjovt at dele en fælles
interesse, følge andre inspirerende blogs og berigende at læse de refleksioner, I skriver i kommentarfeltet. I den kommende tid vil jeg arbejde med nogle medlemsfordele, du kan gøre brug af, hvis du er tilmeldt som fast læser her og dermed
medlem af “klubben” herinde. Lige nu kan du læse et tip, der er godt at have på
lager, såsnart vinteren slipper sit tag, og vi igen kan komme i jorden. Selvom
sneen har lagt sig blidt, blødt og hvidt derude, drømmer jeg nemlig om roser. Og der er en af de historiske, jeg endnu ikke har, men meget gerne vil kunne glæde mig til at nyde i min blomster-sommer-have.

‘Blush Noisette’ er en af mine yndlingsroser. Den har et
yndigt flor og en skøn duft. Rosen bliver omkring 125 cm høj og knap en meter
bred. Med støtte kan den udvikle sig til en slyngrose dog uden at blive
voldsomt stor. Noisette-roser er opkaldt efter Louis Noisette – en fransk
gartner, som i 1821 sendte den første noisette-rose på markedet. De ret små blomster
på noisette-roserne sidder i skærme.

HAVEBLOGGENS FEBRUARTIP OM ROSER

Det er koldt derude, men
under jorden arbejder planterne, så snart de nyder godt af den mindste varme.
Måske flyver dine senvintertanker i retning af rosenrøde sommerdrømme, og i havebøger,
magasiner og på nettet er der inspiration at hente. Kalenderen står stadig på
vinter, men det udelukker ikke helt havearbejde. Roser med bare rødder kan
plantes, så snart der er varme i luften. En lillebitte smule er nok – 0 grader
eller plus, så tager rødderne ikke skade af at være i det fri. Om der er frost
nede i jorden, betyder ingenting, bare du kan grave. Roser plantet i februar
kommer hurtigere og bedre i gang end roser, du fx planter i forårsvarme i maj.

Skal du plante i tætpakkede bede, hvor der knap er plads til et plantehul så
husk, at du kan tilpasse rosens rod ved at trimme rødderne ved beskæring. Har
du vilde roser i haven og Rogusa-roser, kan du beskære dine buske om vinteren,
de er hårdføre nok til ikke at tage skade.

FOTO: KIM AHM