For et øjeblik siden gik
jeg igennem bryggerset, katten lå og lunede sig på mine sko. Herinde er der ild
i brændeovnen, og en stueflue summer. Fluen får ikke lov til at leve længe, men
flammerne bag mig holder jeg ved lige, for de gør godt, når regnen rammer
ruden. Det er blevet efterår, og i går aftes kom min mand ind fra runden ved
dyrene med ordene: “Det er uvejr”.

Når blæsten slider på
denne årstid, hvirvler bladene af træerne; bor man i skovbrynet, bliver
løvfaldet til en del. Terrassen har fået et drys – ret kønt, så jeg lader det
ligge. Får vi tørvejr, kan det være, jeg tager kosten frem. Den er med birkeris
– rødmalet, helt i træ og god at feje med. Hverdagstingene er af betydning.

Hønsene går i modsætning
til os andre tidligt i seng. De er, når jeg tænker over det, også altid friske.
Det er som om rytme er kodeordet for dem. Men lidt er alligevel kikset. Deres
fornemmelse for efterår er som forduftet med sommersolen. De vil slet ikke
indse, at det er ved at være slut. Det tredje hold kyllinger, som jeg ikke lod
dem få, ligger de troligt og lader som om, de ruger på. Når jeg kommer for at
hente æg, flytter de sig ikke en tomme. Med hovedet på skrå skæver de bebrejdende,
som om de foragter, at jeg så egenhændigt bestemmer over livet i haven. Jeg
tager trods alt hatten af for deres ihærdighed, giver dem førertrøjen på som
havens absolutte optimister, plukker grønt til dem og håber, at de gemmer lidt gejst
til foråret.

Som I nok kan fornemme, er
alt stille. Et par dages helle med rum til fordybelse er opnået med tid til mere
indadvendt aktivitet. Rammer man dén frekvens, er der ro til at nå ud i alle
verdenshjørner af det, der er vigtigt, og måske komme helt ind til kernen.

Gulfrugtet røn i regnvejr sidst i september.