Weekenden havde sænket
sig, og jeg måtte stikke snuden i nogle papirer samtidig med, at løglæggeren –
den smarte, hvormed man med et snuptag får lagt blomsterløg – nærmest skreg
efter mig udenfor. Hvor ville jeg bare gerne ud og putte forårsoverflod i jorden.
Pludselig bankede det på døren. Læsebrillerne var rutsjet ned på næsetippen, og
dørhammerens pludselige aktivering kom bag på mig. På tærsklen stod en ukendt kvinde.
Hun var kommet forbi i et haveærinde; som sagt ikke ventet, men det var fint – hyggeligt i det små. Som det sker, når man har et udgangspunkt lige til højrebenet,
fandt vi hurtigt fodslag, og jeg fik en flig af hendes historie. Det pudsige
ved haven er, at den så ofte rummer mere end jord, frø og blade. Med ét
står man med et andet menneskes passion og hører om livets valg, håb og drømme.
Det er fantastisk – det hele udsprang jo bare af en snak om haven på en helt
tilfældig søndag.

Hvilken vej følger du nu,
hvor det er blevet efterår?