Vi har haft nogle dage med
frostvejr. Vinterlige tilstande om natten og smukke morgener, som åbenbarer et
sølle syn i georginebedet, men ellers bibringer inderligt smukke formationer af
rimfrost. Himlen er høj, når man vågner til sådan en dag, og skyer damper ud af
munden, når den varme ånde rammer kold luft og krystalliserer.

For få dage
siden var jeg i Tøndermarsken for at se stærene som sort sol på himlen, og
jeg har skrevet om vildgæssene, der flyver henover skovløberhusets tag – mon ikke
alle er taget afsted nu. Det hele er jo kønt, og det er ikke skræmmende endnu.
Men vinteren er uendelig, og den tanke kan få det til at løbe koldt ned ad
ryggen. Af samme grund kom jeg til at tænke på, hvad der kan opmuntre, når vi
ikke længere har et fint flor i haven. Og jeg kom til at kigge på min røde
vandkande, som står og blomstrer på terrassen. Farver tænkte jeg, fine farver
på de ting, vi omgiver os med. Og rød er en af dem. Livgivende, styrkende,
frembrusende og ilter og rigt repræsenteret i naturen på tærsklen til november.
I dag er der blevet lavet mad med æbler – og en opskrift til en artikel. Når
jeg kan, vil jeg dele den med jer. Hønsene fik forresten alle skræller – og en smule havregrød fra i morges.