`I wish I had a little
house – out in til country…´ – det
danske rockband `The Sandmen´ synger – og jeg smiler. Måske en smule
overbærende for tiden, for her (ude på landet) er det drivende vådt! Når sne i
de mængder, vi lige har haft, smelter, er der tale om en syndflod. Alle dræn og
kanaler står den ultimative prøve. Til gengæld var det smukt, imens snedynen
hvilede tungt, og frosten frysende bed. For at nævne et par af de mere
hjertegribende oplevelser, bød skovbrynet en blikstille morgen på en fuldvoksen
dåbuk med en imponerende opsats højt hævet mellem de sneklædte stammer, og en håbefuld,
kniplingehvid svaneflok strakte hals og tog snadrende ophold i sneen ved den
næsten tilfrosne skovsø. Sådan er det som sagt ikke mere, det er nærmere
”VANDVITTIGT”. Havde vi ikke haft den højtliggende mark på bakken at lukke
dyrene ud på, måtte Noahs Ark hidkaldes til gederne. Og det må gerne snart
blive forår. Det må meget gerne snart begynde at blomstre udenfor mine sprossede
ruder – her ude på landet.

Men haven står ikke
stille. Der skrives om den hele året, og i køkkenet har jeg travlt med at
frembringe de landlige madopskrifter, der ledsager nogle af mine artikler. Ind
imellem må man bare gribe dagen, og det gjorde min fotograf og jeg for nylig. Vi
har i en rum tid haft en krævende opgave liggende, som kun måske kunne løses. Der skulle være sne på, og det skulle være
ualmindelig skønt vintervejr. Sådan blev det, og haven, vi besøgte, var vidunderlig.
Den folder sig ud i sin fulde længde i et dansk magasin; præcis hvornår, må jeg
annoncere på et senere tidspunkt. Her zoomer vi ind og løfter forsigtigt en
lille flig af sløret – kan du fornemme, at vi har fat i noget stærkt
stemningsfuldt? Jeg håber, du må få en rigtig dejlig weekend. Jeg skal bruge min på at så de allerførste frø, som du
selvfølgelig kommer til at høre nærmere om.

FOTO: KIM AHM