Tusind tak for jeres fine kommentarer! Dejligt at et par af jer havde lyst til at dyrke den skønne, skønne chili. Nu er der trukket lod, og frøene er på vej til: HelgaIdéhaven.

Helga, jeg håber, du får rigtig meget glæde af chilifrøene.

Kh Birgitte

Som I ved, sad jeg den anden dag og bestilte frø. Allerede næste
dag kom posten med to godt polstrede pakker spækket med alt mulig godt til haven. En af de
chilier, jeg havde bestilt, var jeg en smule overrasket over at finde. For et
par år siden dyrkede jeg sorten `Brazil Multicolor Acorn´– en ufattelig smuk, tætløvet chili med bedårende frugter og en rigtig god, mellemstærk smag.
Og pludselig dukkede `Brazil Multicolor´op samme sted som aji
amarilloen, jeg fortalte om i sidste indlæg her på bloggen. `Brazil Multicolor´ havde godt nok ikke `Acorn´ med i navnet, ikke desto mindre tror jeg, det er den samme, så den røg straks ned i det
virtuelle indkøbsnet. Men til min overraskelse lå der to poser af brazil-multicolorchilien
i pakken, da den ankom. Jeg var simpelthen kommet til at bestille dobbelt.
Så mange frø har jeg ikke brug for, jeg vil meget hellere sende den dejlige
chili videre til en af jer. Skriv til mig på havebloggens kommentar – senest søndag (d. 10. februar), så sender jeg i begyndelsen af næste uge det vildfarne frøbrev med chili Capsicum baccatum `Brazil Multicolor´ til en chili-interesseret læser.

Chili Capsicum baccatum `Brazil Multicolor Acorn´

Rigtig god weekend fra

Birgitte

FOTO: KIM AHM